FRI FRAGT VED 599,-

|

PERSONLIG KUNDESERVICE

|

FOKUS PÅ BÆREDYGTIGHED

OM PROP & PAGNE

Prop & Pagne er en vinhandel med fokus på kundeservice og god vin uden så mange dikkedarer. Det er både en webshop og en fysisk butik med lokaler i Østergade i Lemvig. 

Bag Prop & Pagne står jeg, Mikael Kvist Laursen. For mig er det ikke så vigtigt om en vin koster 45 kroner eller 500 kroner. Vin skal give gode oplevelser og smage godt i den ramme, som vinen serveres i. 

Du kender måske oplevelsen fra sommerferien, hvor du smager en vin, der i netop den ramme er helt fantastisk. Ja, så fantastisk at du naturligvis køber en hel kasse med hjem til Danmark. Når du så prøver den igen, så er oplevelsen ikke helt den samme. Det er for mig beviset på, at god vin ikke kan sættes på formel. 

Mikael Kvist Laursen i butikken inden åbning

MIN MISSION

Prop & Pagne er ikke “bare” en vinhandel. For mig er det også en mission og et hjertebarn. Jeg vil gøre det på min egen måde og skabe en vinbutik, som jeg selv ville ønske at være kunde i.

Derfor har jeg blandt andet 3 fokuspunkter, som fylder meget:

  1. KUNDESERVICE
  2. BÆREDYGTIGHED
  3. JORDNÆRT

KUNDESERVICE

Jeg er ikke uddannet købmand eller sommelier. Det afspejler sig også i min approach til kundeservice, hvor hele tilgangen er: Hvordan vil jeg selv gerne behandles som kunde?

Hos Prop & Pagne er det alfa omega, at du som kunde får en vin du kan lide til den rigtige pris. Så er den faktisk ikke så meget længere. Jeg er ikke for fin til at have varer på tilbud, men jeg vil ikke give dig falske eller urealistiske før-priser for at lave salget.

BÆREDYGTIGHED

Kan man som vinhandler gøre noget indenfor bæredygtighed? Jeg mener, svaret er ja.
Du kan læse mere om mine prioriteringer indenfor vin og bæredygtighed her:
Vin og Bæredygtighed

JORDNÆRT

Jeg elsker vin. Det er ingen hemmelighed. Men jeg føler, at vi mangler et sprog for vin, der er mere jordnært. Det er ofte ekspert-drevet, selv om vi er mange, der ikke er deciderede eksperter. 

Derfor taler jeg sjældent om terroir og bouquet. Jeg vil hellere tale om smag og oplevelse i et mere almindeligt sprog, som forhåbentligt giver dig en bedre forståelse for, hvad det er for en vin, du står med, end om den lige er dyrket i kalkholdig jord eller har noter af tobak og svesker.